Musikere og komponister 2008
Peter Heise (1830-79) voksede op i et københavnsk embedsmandsmiljø. Efter et kort jurastudium besluttede han at uddanne sig som musiker. Han fik privat undervisning hos A. P. Berggreen og siden under et besøg i Leipzig 1852 også hos Moritz Hauptmann. Selv om han også skrev instrumentalmusik, huskes han i dag primært for sine romancer (ca. 300 i alt) og for operaen ”Drot og Marsk” (1875-78), som skulle blive den betydeligste danske opera før Carl Nielsen. Til sine romancer valgte han ofte digte af samtidens danske lyrikere som Christian Winther, Carsten Hauch, B. S. Ingemann, Emil Aarestrup og Holger Drachmann. Han kastede sig også ind imellem over udenlandske tekster, men så i danske oversættelser. Således bygger hans følsomme sangcyklus Gudruns Sorg på uddrag af den Ældre Edda i dansk oversættelse ved H. G. Møller. Nogle af hans sange er oprindeligt blevet til som dele af nu for længst glemte syngespil eller kantater, men har bevaret deres popularitet i kraft af den klaverledsagede udgave. Det gælder således Kongesønnens Romance, der oprindelig er en tenorsolo i kantaten Tornerose (1873) med tekst af Chr. Richardt.
Også Peter Erasmus Lange-Müller (1850-1926) huskes i dag først og fremmest for sine godt 200 sange og som komponist af skuespilmusik, skønt han i lighed med Heise også forsøgte sig i andre genrer. Også for Lange-Müllers vedkommende har en række uddrag af større værker overlevet som solosange, således Gjenboens første Vise, der oprindelig var en stemningsskabende sang i syngespillet ”I Mester Sebalds Have” (1880) med tekst af Sophus Bauditz. Lange-Müller var af så velhavende familie, at han kunne tillade sig at opgive et juridisk studium for helt at hellige sig musikken. Han var i besiddelse af et betydeligt melodisk talent, som desværre ikke modsvaredes af en tilsvarende god håndtering af større musikalske former og symfonisk instrumentation. I sangene er det ofte de melankolske, efterårsagtige stemninger, der bringer det allerbedste frem i ham. Trods en produktion, der strakte sig over omtrent et halvt århundrede, forblev hans stil i det store og hele uændret, og han kom derfor i sine sene år til at fremstå som konservativ i en tidsalder, hvor eksperimenter med så grundlæggende musikalske begreber som tonalitet begyndte at høre til dagens orden.
I modsætning til de to foregående komponister var Carl Nielsen (1865-1931) født i en fattig landsmandsfamilie på Fyn med i alt 12 børn, hvoraf nogle få døde som små, mens resten blev sendt ud for selv at tjene til livets ophold, så snart de var blevet konfirmerede. Han kom ikke til København for at studere på Danmarks dengang eneste konservatorium, før han først i nogle få år havde ernæret sig som regimentsmusiker i Odense og havde fundet velyndere, der troede på hans talent og var villige til at investere i hans videreuddannelse.
Nielsen falder heller ikke i tråd med Heise og Lange-Müller, for så vidt som han har skrevet højt anerkendte værker inden for stort set alle genrer, og fordi han i de fleste af disse genrer gennemløber en stilistisk udvikling Men eftersom han skrev stort set alle sine sange til danske tekster, er han ud over Danmarks grænser først og fremmest kendt for sin instrumentalmusik, hvor navnlig hans symfonier og de tre solokoncerter (for henholdsvis violin, fløjte og klarinet) nu spilles stort set overalt i de dele af verden, der interesserer sig for vesterlandsk klassisk musik.
Når det gælder præcis Nielsens solosange, finder vi en udvikling, der nærmest er modsatrettet de tendenser, som vi kan registrere i hans instrumentalmusik. Hans to første sangsamlinger (op.4 og 6 fra 1891) er skrevet i en for tiden ikke utypisk senromantisk stil med meget gennemarbejdede klaverakkompagnementer. Senere forenklede han sin stil betydeligt og skrev populære strofiske sange, som er geniale i al deres enkelhed, og i lighed med de to foregående komponister fik han også passende uddrag af kantater og teatermusik publiceret som solosange med klaverakkompagnement.
Det blev Carl Nielsens sange, der gjorde ham kendt og elsket over det ganske Danmark. Så elsket, at han ligefrem i avisinterviews omkring 60-årsdagen beklagede sig offentligt over at være blevet dansk folkeeje på grund af værker, som måske ikke havde krævet så megen opfindsomhed fra hans side, mens såvel musikforlæggerne som det brede publikum slet ikke udviste den samme interesse for de store værker, som han selv havde investeret mange flere kræfter i.
© Knud Ketting